Arbejder du med genmodificerede organismer, stilles der særlige krav, ikke alene til procedurer og sikkerhedsforanstaltninger, men også til den fysiske udformning af arbejdslokalerne. Det gælder f.eks. analyselaboratorier, præparationslokaler, depoter, pilotanlæg, stalde, drivhuse, transportveje – dvs. overalt, hvor GMO kan komme i forbindelse med og påvirke et ubeskyttet miljø.
GMO klassifikation af laboratorier
For at kunne arbejde med GMO, skal laboratoriet og andre rum, hvor der arbejdes med materialet, godkendes til GMO område af Arbejdstilsynet.
Godkendelsen kan ske i 4 niveauer: Klasse 1, 2, 3 eller 4, hvor klasse 1 udgør den laveste risiko og klasse 4 beskriver det højeste risikoniveau. Skal der ikke arbejdes med mikroorganismer, men med genmodificerede planter og dyr, kan der i stedet eller samtidigt opnås klassificeringen GMplanter eller GMdyr hos Miljøstyrelsen.
Undgå udslip og smittefare
Alle krav til laboratorier til GMO forskning har udspring i, at genmodificerede organismer skal kunne håndteres uden at skade personale eller det omgivende miljø og til bygningers og installationers tæthed.
Adgang
I de højere klassificeringer skal adgangen til GMO området ske gennem en sluse med omklædning. Der skal afsættes plads til omklædningsfaciliteter og eventuelt baderum.
Ventilation
Ventilation i klasse 1 laboratorier kan etableres efter de almindelige krav til ventilation i arbejdslokaler.
For GMO laboratorier i klasse 2,3 og 4 gælder, at rumluft må ikke kunne overføres til ikke-klassificerede lokaler via ventilationsanlægget. Dvs. at både rumventilation og procesventilation (stinkskabe, LAF-bænke, punktsug osv.) skal sikres mod ”tilbageløb” af luft og for klasse 3 og 4 kræves der helt selvstændige ventilationsanlæg til lokalerne. Der er normalt også krav om, at luften skal renses inden den sendes ud i naturen.
Spildevand
I klassificerede laboratorier skal du sikre, at spildevand opsamles og behandles, hvis det kan være til fare for omgivelserne. Der må normalt ikke være gulvafløb.
GMO står for Genetisk Modificerede Organismer.
Krav til affaldshåndtering og dekontaminering
I klasse 3 og 4 skal dekontaminering foregå inden for det klassificerede område, f.eks. ved autoklavering. Dvs. der skal indrettes arbejdsrum til denne funktion.
Rengøring og hygiejne
Der er ofte strenge krav til rengøring og hygiejne. Derfor lægger Arbejdstilsynet vægt på, at laboratorierne er indrettet, så de er lette at rengøre. Alle overflader skal være tætte og uden revner for at undgå vækst af mikroorganismer.
Gulve skal være plane, glatte flader og have en rengøringsvenlig og kemisk resistent belægning, der afsluttes mod væg med en hulkehl og en skråfuge.
Rørgennemføringer og overgange i gulve skal fuges.
Bordplader og inventar skal fuges til bygningsdele. Der må ikke forekomme ubehandlede organiske materialer (fx træ) og alle overflader skal være lukkede og forseglede.
Rengøringskrav til inventar og udstyr
Laboratorieinventaret må ikke have hulrum, hvor spildte agenser kan løbe ind og blive umulige at inaktivere.
Hæve-sænke borde skal konstrueres, så løftesøjlens yderste cylinder sidder foroven.
Udstyr og inventar, der ikke kan fuges - f.eks. køleskabe - monteres på hjul, så de kan flyttes under rengøring.
Genteknologiske laboratorier i klasse 2-4 skal have detaljeret beskrevne rengørings-procedurer, både for medarbejdere og rengøringspersonale.
Industriens Branchearbejdsmiljøråd har udgivet en vejledning om biolgisk arbejdsmiljø.